Installation

Installations guide

Montering tager ca. 15 minutter – følg guiden trin for trin.

Step 1

Afmontering front grillen

Skru frontgrillen af din SOUNDBOKS med den medfølgende plastik-unbrakonøgle eller den orignale 4,5mm unbrako fra SOUNDBOKS. Gem skruerne i et glas eller lignende, så de ikke bliver væk.

Step 2

Rengør grillen

Læg grillen med forsiden ned på et rent bord, hvor du har god arbejdsplads, beskyt evt. logoet med en klud, så det ikke får ridser. Rengør indersiden af grillens kanter med en fugtig klud, og tør efter med en tør klud.
Sørg for, at grillen er helt ren og tør, før du monterer LED-strippen.

Step 3

Monter strømporten (forside)

Monter strømporten gennem forsiden af grillen, det er vigtigt du sætter den i præcist det hul som er vist.

Step 4

Fastgør strømporten (bagside)

Vend grillen og pres den sorte skive nedover strømporten, den kan godt være ret stram – lad evt. grillen ligge direkte på bordet og pres ned mod bordet. Spænd den sølvfarvede møtrik med det medfølgende værktøj. Spænd kun møtrikken let til.

Step 5

Afmonter SOUNDBOKS-logoet

Mens grillen stadig ligger på bordet, skruer du de 2 fastgørelser til SOUNDBOKS-logoet af med den medfølgende unbrakonøgle. Logoet vil løsne sig og kan tages af – det er helt som det skal være.

Step 6

Klargør SoundGlow-kassen

Find den sorte SoundGlow-kasse frem, sæt de to blå varmeledende klistermærker på undersiden af SoundGlow-kassen – de klæber selv og sikrer god køling. 

Step 7

Monter SoundGlow-kassen

Brug nu de samme to skruer fra logoet til at montere SoundGlow-kassen bag på SOUNDBOKS-logoet.

Step 8

Tilslut strømledningerne

Før den røde og sorte ledning fra strømporten gennem hullet i SoundGlow-kassen og ind i de tilsvarende klips. Den sorte ledning skal føres ind i den sorte klips, og den røde i den anden. Sørg for, at ledningerne er skubbet helt ind, og at der ikke stikker noget sølv ud. Lås klipsene ved at vippe de orange låse ind.
Ledningen skal ikke kunne trækkes ud når klipsen er vippet ind.

Step 9

Monter LED-strippen

Tjek at grillen er helt tør og ren. Læg LED-strippen op indvendigt i grillen med dioderne pegende mod centrum. Start ved SoundGlow-kassen og klik stikket i SoundGlow-kassen. Fjern kun lidt af det røde beskyttelseslag ad gangen for at lette montagen. Tryk LED-strippen fast løbende med fingrene– især i hjørnerne. Det dobbeltklæbende tape er ikke særlig klistret, men bare rolig – det vedhæfter godt til grillen.
LED-strippen stikker lidt op over SOUNDBOKS grillen, det er som det skal være.

Step 10

Tilpas LED-strippen

Strippen er 1 LED for lang og skal klippes af dér hvor de tre kobberbaner mødes – brug saks eller skævbider (se rød streg på billedet). Monter nu det sidste stykke helt op til der hvor du startede.

Når hele strippen er monteret, så tryk gerne en ekstra gang hele vejen rundt for at sikre god vedhæftning.

Step 11

Test af SoundGlow

Tjek igen, at den røde ledning er i den klips uden farve, og den sorte ledning er i den sorte klips.

Tilslut herefter SOUNDBOKS-batteriet til Y-splitten og herefter til den nye strømport i grillen. LED-strippen tænder automatisk, hvis alt er korrekt tilsluttet.

Fjern igen batteriet fra strømporten før du går videre.

Step 12

Luk SoundGlow-kassen

Læg nu al elektronik ned i SoundGlow-kassen bag logoet. Der er ikke meget plads, men hvis du matcher eksemplet vist på billedet her i guiden, går det nemmere. Klik låget fast – det kan godt sidde lidt løst, men det er normalt. Låget holdes desuden på plads når grillen bliver skruet på igen.

Step 13

Monter grillen igen

Find de 14 skruer frem, og skru grillen fast ligesom i step 1.

Step 14

Tilslut SOUNDBOKS og SoundGlow

Monter Y-kabelet på batteriet, til din SOUNDBOKS og strømporten. Du er nu færdig og klar til at sætte lidt lys til din fest!


APP guide

Installer BanLanX app’en på din Apple telefon eller Android telefon

iOS

Android